I Liverpool
Velkommen til verdens bedste by!
Det er ikke blot Liverpool FC der leverer!
Mulighederne i Liverpool by er mange, uanset hvad du ønsker at bruge din rejse
på! Efter 15 års erfaring med Liverpool, både som fan af klubben og byen, kan
vi guide Jer til det bedste af det meste. Vi ved hvad vi taler om!
Fodbold
Liverpool har 2 klubber i Premier League - Liverpool FC og den blå klub på den anden side af parken....
Disse 2 hold spiller af forklarlige grunde i princippet aldrig hjemme samme weekend, men ønsker man at give Goodison Park et besøg tager gåturen fra Anfield gennem Stanley Park ca. 10 min.
Tranmere Rovers, som spiller i de lavere divisioner, har hjemme på Prenton Park på den anden side af Mersey River. Ofte er der tidligere eller udlejede spillere fra Liverpool i truppen. Uden tvivl et besøg værd og turen kan udmærket kombineres med den omtalte bådtur "Ferry cross the Mersey".
Optrædener og koncerter
Liverpool er musikkens by! Hver enkelt pub har dagligt livemusik i form af band eller trubadur. Desuden er der et par store scener for de større og mere kendte artister.
ECHO Arena - En ny arena som ligger nær Albert Dock med plads til over 10 000 tilskuere! På denne arena optræder kendte Stand Up komikkere såvel som verdenskendte bands som Nickelback, Status Quo, Iron Maiden mfl.
Empire Theatre - Det unikke teater ligger på Lime Street ved siden af togstationen. Teateret byder på alt fra musik til kendte teaterforestillinger!
Liverpool FC Tour & Museum
Grib chancen og oplev Anfield indefra! Gå en tur i spillertunnellen, besøg presserummet og omklædningsrummet, og tag en tur i klubbens museum, hvor samtlige pokaler og trofæer vundet gennem tiden befinder sig, ikke mindst Champions League pokalen - den ægte! Turen kan bookes gennem Liverpoolfc.com og bliver ofte hurtigt udsolgt.
Melwood
Tag et kig når Liverpool FC træner! Ca. 15-20 min fra centrum med taxa ligger træningsanlægget Melwood. Her ser man dagligt folk klatre op af vægge og stille sig på skraldespande for at få et glimt af spillerne inde på træningsbanen. Desværre er det ikke længere tilladt for spillerne at stoppe og give autografer ved porten.
Shopping
Liverpools pulserende bymidte byder på et bredt udvalg af butikker og gode indkøbsmuligheder.
Liverpool One - beliggende i byens centrum og er Europas største udendørs indkøbscenter. Her finder I mange butikker, både de velkendte af slagsen og de mere usædvanlige.
Cheshire Oaks Outlet Village - på den anden side af floden, på grænsen til Wales, ligger Outlet byen Cheshire Oaks. Her finder I et bredt udvalg af tøj i forskellige Outlet butikker i mærker som Hugo Boss, Ralph Lauren, Fred Perry, Nike mfl. Kom dertil med enten bus eller taxa (taxa ca. 40 pund).